Smagstest: ‘Verdensmester’ i roastbeef får tæsk – her er den nye pålægskonge

Pålækker imponerer testpanelet, som giver frokostklassikeren roastbeef seks stjerner.

Pålækker imponerer testpanelet, som giver frokostklassikeren roastbeef seks stjerner.

»Defco er uofficiel verdensmester i roastbeef.«

Begejstringen over egne evner lader sig ikke skjule på pålægsproducentens hjemmeside, når pålægget skal beskrives.

Men reklamesloganets begejstring skinner ikke igennem i produktet. Det viser sig, da Søndagsavisens smagspanel, som til lejligheden består af Michael René, lektor med stor ekspertise i sensorik og kvalitetsanalyser af fødevarer, og kandidat i human ernæring Preben Vestergaard Hansen, begge fra Professionshøjskolen Metropol i København, har tygget sig igennem seks forskellige varianter af roastbeef.

Se hele testen her (klik for stor version):

roastbeeftest

Sådan skal roastbeef smage
En god roastbeef har en pæn, brun stegeskorpe yderst og et rødt indre. Smagen skal ikke være røget og ikke for salt, og kødet skal være saftigt. Der kan være sener, hvis roastbeefen er skåret af okseinderlår, men kødet må ikke være for senet.

Mangler smag og udseende

For de to varianter fra Defco – Vores Pålæg Roastbeef fra Føtex og Bilka og Irmas Roastbeef – havner nemlig på de to sidste pladser i testen.

»Den ser altså ikke lækker ud. Den har samme farve på hele skiven i stedet for det klassiske roastbeefudseende med rødt indre og mørkt ydre. Der er ingen autenticitet,« siger Preben Vester­gaard Hansen.

Heller ikke smagen får pæne ord med på vejen.

»Der mangler noget tilsmagning. Den er meget røget i smagen, men derudover smager den bare fersk,« fortsætter han.

Dyre skiver går i stykker

Mangel på smag er også kritikpunktet ved roastbeefen fra Irma.

»Den smager ikke af ret meget. Det er en af dem, hvor jeg ville bruge to skiver,« konstaterer Michael René.

Skiverne er så tynde, at de desuden er meget svære at få ud af pakken i hel tilstand.

Roastbeefen fra Irma, der samtidig er testens dyreste, har heller ikke udseendet med sig.

»Den er meget intens rød i farven, men den har ikke rigtig nogen stegeskorpe,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Titel til Tulip

Måske titlen som uofficiel roastbeefmester i stedet skal sendes til Tulip, som producerer roastbeef under navnet Pålækker, for her er smagen til gengæld på plads, vurderer smagspanelet.

»Den er dejlig brun i kanten og godt krydret. Kombinationen af den seje struktur og pebersmagen slår mig bagover – på en god måde. Den er også dejlig saftig. Det er en vinder,« siger Michael René med tilfredshed.

Tilsætningen af peber i roastbeefen betyder dog, at det er en rigtig god idé at stikke gaflen fra mad til mund, inden peberbøssen kommer på arbejde.

»Her ville jeg altså lade peberbøssen stå på hylden,« siger Michael René.

Defco har ikke ønsket at kommentere på testens resultater.

Se hele testen her (klik for stor version):

roastbeeftest

her sidder den bedste roastbeef
Laver du din roastbeef selv, er det ikke lige meget, hvad du vælger i køledisken. Roastbeef skal være skåret af okseinderlår eller tykstegsfilet, hvis det skal være ordentligt mørt. Er roastbeefen skåret af lårtunge eller klump, så vær opmærksom på, at kødet skal tilberedes længe for at blive mørt.I testen er tre af de seks produkter skåret af lårtunge, men den udskæring fraråder Hanne Castenschiold, chefkonsulent med stor viden om okseudskæringer i Landbrug & Fødevarer, at man vælger, hvis man selv laver roastbeef.
»Det er en lidt hård muskel, som normalt bliver lavet til saltkød til pålæg. Den er ikke særligt velegnet til roastbeef.«Kilde: Hanne Castenschiold, Landbrug & Fødevarer

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.