Smagstest: Billig hyldeblomstdrik dumper

Rynkeby har den bedste hyldeblomstdrik.

Rynkeby har den bedste hyldeblomstdrik.

En klassisk hyldeblomstdrik består af en håndfuld ingredienser: hyldeblomstskærme, sukker, citron, vand og citronsyre til konservering. Hverken mere eller mindre, hvis man skal tro det håndskrevne arkivkort, som blev taget frem hver sommer i min barndom, når hylden blomstrede.

De ingredienser er de fleste varianter af hyldeblomstdrik fra supermarkedernes hylder faktisk overvejende enige i. Og de to, hvis ingredienslister skiller sig betydeligt ud, er også dem, der må se sig forvist til en sidsteplads i testen. Det viser en blindsmagning, som Michael René, lektor med stor ekspertise i sensorik og kvalitetsanalyser af fødevarer, og kandidat i human ernæring Preben Vestergaard Hansen, begge fra Professionshøjskolen Metropol i København, har udført for Søndagsavisen.

»Hvis jeg ikke vidste, at det skulle være hyldeblomst, ville jeg simpelthen ikke vide, hvad jeg drikker. Det smager mest af alt bare sødt og derefter bittert. Jeg er sikker på, at der er kunstige sødestoffer i,« konstaterer Preben Vestergaard Hansen om den ene af feltets to billige bud, nemlig Budget Hyldeblomstsmag. Den indeholder hverken sukker eller kalorier, men til gengæld otte forskellige e-numre, hvoraf de tre er sødemidler.

Læs også: Sommerens koldskål er økologisk

Se hele smagstesten her (klik for stor version):

smagstest-hyldeblomst

Lav din egen hyldeblomstdrik
Mormors hyldeblomstdrik
• 20-25 blomstrende hyldeskærme.
• 1 kg puddersukker (mørk eller lys farin).
• 750 g melis (sukker).
• 2,5 citron i skiver (økologiske eller ubehandlede).
• 80 g vinsyre.
• 1,5 l kogende vand.Ryst skærmene grundigt, så eventuelle smådyr falder af. Læg hyldeskærmene i et stort fad eller en krukke, og overdrys dem med begge slags sukker. Læg vinsyren og citronskiverne over, og overhæld det hele med kogende vand. Lad det stå i fem dage, hvor der af og til røres i det. Si derefter drikken gennem et klæde, og hæld den på rene flasker med skruelåg. Fortynd med mineralvand eller vand.Kilde: Forbrugerredaktørens mormors gamle opskrift

Smager af vingummi

Den anden saft på sidstepladsen, Rema 1000 Hyldeblomst, indeholder lidt sukker og seks e-numre, og smagen er ikke bedre.

»Den er intens i smagen, men det er på en syntetisk måde. Smagen minder om vingummi eller Champagnebrus, men hyldeblomst­smagen er svag med svag på,« konstaterer Michael René.

Hos Dansk Supermarked, som står bag Budget Hyldeblomstsmag, bliver resultatet mødt med ærgrelse.

»Vi er kede af, at panelet ikke bryder sig om budgetproduktet. Det er vores billigste mærke, og vi har et bredt udvalg på vores hylder netop for at sikre, at der er noget for enhver smag og enhver pengepung,« siger Maia Lindstrøm Sejersen, kommunikationsmedarbejder i Dansk Supermarked.

Hos Rema 1000 vil indkøbsdirektør Anders René Jensen tjekke deres produkt efter.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, at vores ikke falder i dommernes smag. Vi har mange glade kunder, som køber den, men vi vil selvfølgelig smage det hele igennem, så vi kan sikre, at den er i orden,« siger han.

Læs også: De bedste marinader til grillen

Sådan skal hylde-blomstdrik smage
En god hyldeblomstdrik har en fyldig smag af blomsterne og er hverken for sød eller for syrlig. Hyldeblomsten skal smage igennem og må ikke blive overdøvet af citron eller andre smagsnuancer.

Se hele smagstesten her (klik for stor version):

smagstest-hyldeblomst

Fynsk fabrik i dobbeltsejr

Vil man have den bedste hyldeblomstdrik uden selv at skulle i gang i køkkenet, skal man vælge Rynkebys varianter. For den fynske fabrik sætter sig på feltets to første pladser med sin klassiske hyldeblomstdrik på førstepladsen og den økologiske såkaldte lemonade lige efter.

»Min første tanke er ‘autentisk’. Det er det tætteste, vi kommer på mormors køkken,« siger Preben Vester­gaard Hansen.

Lemonaden fra Rynkeby skiller sig ud fra de øvrige med en mere markant smag af citron.

»Smagen starter med en dejlig frisk citronsaft og går så over i hyldeblomst. Jeg er ret glad for, at den ikke er så sød, og den lidt uklare farve gør, at der også er noget for øjet,« siger Michael René.

»Vinderen giver den klassiske hyldeblomstsmag, mens toeren er for dem, der vil prøve noget anderledes, som stadig er godt,« forklarer Michael René.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1