Test af appelsinmarmelade: Tre vindere – en til hver sin smag

De bedste appelsinmarmelader

De bedste appelsinmarmelader

»Der er tre, der klarer sig rigtig godt – og det er på hver sin måde. Det er ikke så tit, vi oplever det, men tilsammen rammer de rigtig bredt.«

Fødevarekandidat og sensoriker Michael René ser på sine otte glas med anonymiseret appelsinmarmelade, som han netop har smagt sig igennem sammen med sin kollega fra Professionshøjskolen Metropol i København, lektor i human ernæring Preben Vestergaard Hansen.

Begge havde store forventninger til marmeladen, inden testen gik i gang. Forventninger, der viste sig at blive indfriet, for alle otte typer marmelade opnåede mellem tre og fem stjerner.

Mere marmelade: Smagstest: Bærindhold er ikke afgørende for god marmelade

Syv viste sig at have én ting tilfælles – nemlig måden, appelsinskallen er skåret ud i sirlige firkanter. Mens den sidste, den økologiske marmelade fra Coops Änglamark, i stedet byder på strimlet appelsinskræl.

Se hele testen på Testuniverset.dk

Til børn, til morfar og til de fleste

Begge dele kan fungere, viser testen, for marmeladen fra Coops Änglamark er med blandt de tre topplaceringer, hvor testpanelet giver den prædikatet ‘for hele familien’, mens de andre to ifølge testpanelet særligt egner sig til børn med en smag for det sødere og til ‘morfar’, der foretrækker sin marmelade mere skarp og bitter.

»Jeg vil kalde den en atypisk klassiker, der passer til alle,« siger Michael René om Änglamark-marmeladen, der får ros for hverken at være for sød eller for bitter og for at have en kraftig appelsinsmag.

Mere marmelade: Føtex’ marmelade er klart bedst

Prædikatet ‘børnevenlig’ tilfalder Plantage Appelsin Marmelade fra Netto, der samtidig er blandt feltets billigste.

»Jeg får fornemmelsen af at gå i en appelsinlund og spise marmelade. Den er klumpet, men stykkerne er passende, så det ikke bliver for voldsomt, og den har absolut en dejlig, frisk appelsinsmag,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Den sidste vinder i trekløveret er appelsinmarmeladen fra Skælskør Frugtplantage, som vinder på sin skarpe syrlighed og gode bitterhed.

»Syren er virkelig god og frisk i den her. Den er mere syrlig end sød og svagt bitter. Det er sådan en morfarmarmelade med lidt kant,« siger Michael René.

Mere marmelade: Lav dit egen jordbær-rabarber syltetøj med vanilje

Klumpet og bitter taber

I den anden ende af feltet havner Fynbo Appelsin Marmelade på en sidsteplads – dog med tre stjerner.

»Den virker meget klumpet og har en meget bitter smag. Balancen mellem sødme og syre er ellers nogenlunde, men bitterheden tager over,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Se hele testen på Testuniverset.dk

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1