Sådan kan du spare penge ved at ændre dit abonnement

Hver gang priserne stiger, er det en god idé at se nærmere på, om det er muligt omstrukturere tv-pakken, skifte til streaming eller helt skifte udbyder. Vi har set på tre scenarier – kan man spare penge og i givet fald hvordan?

Scenario 1: Den fastlåste

Merete Klinke bor i en by tæt på Vordingborg og har Home Trio fra TDC, hvilket består af bredbånd og 22 kanaler for 449 kroner om måneden. Merete Klinke bruger kun DR’s kanaler, TV 2’s kanaler og de svenske – resten ser hun aldrig.

»Det er noget pjat, at priserne stiger hele tiden, men jeg kan intet gøre. Jeg bor et sted, hvor jeg ikke bare kan skifte udbyder, for jeg bor for langt ude på landet. Jeg er fastlåst til TDC, hvis jeg vil have stabil fastnettelefoni og tv, så på den måde er jeg sådan set magtesløs,« siger hun.
Og det er hun langtfra alene om at være. Mange danskere bor enten i en boligforeningen, der har skrevet en bindende kontrakt med en tv-udbyder, eller et sted i Danmark, hvor kun få selskaber kan levere tv.

Læs mere: Prisen på tv-pakker stiger igen

Scenario 2: Kan tilpasse tv-pakken og spare 360 kr./år

Milan Gjøe bor i Københavns nordvestkvarter sammen med sin kone og to børn. Han har Waoo!’s favoritpakke, som indeholder 33 kanaler. Den stiger 1. januar 2016 med 20 kroner til 349 kroner pr. måneden.

»Jeg har det ikke godt med den stigning, for jeg har længe følt, at jeg betaler lidt for meget i forvejen. Der er for mange kanaler, jeg ikke ser. Nu vil jeg gøre noget for at komme ned i pris.«

Milan Gjøe har besluttet at nedgradere sit abonnement til den lille pakke, der koster 219 kroner pr. måned og så via Waoo! Frit Valg at tilføje Kanal 6 (40 kr./md.), Kanal 4 (40 kr./md.) og Cartoon Network (20 kr./md.). Med den nye løsning sparer familien 360 kroner om året.

Hos flere tv-udbydere er det muligt at nedgradere sin tv-pakke og enten tilføje enkelte kanaler eller kanalpakker og på den måde spare penge ved at tilpasse til det reelle behov.

Læs mere: YouSee: Vi forstår godt irritationen

Scenario 3 Kan skifte til streaming­tjenester og spare op til 3.480 kr./år

Lisbeth Nielsen bor i Fredericia med sin samlever. De har YouSee Mellempakken, som indeholder 35 tv-kanaler og pr. 1. januar koster 419 kroner pr. måned.

Der er delte meninger om tv-behovet i hjemmet i Fredericia. Lisbeth ser kun DR og TV 2’s kanaler. Hendes sambo ser også en del sport.

Tilgodeser de kun Lisbeths behov, kan de opsige tv-pakken helt og nøjes med at tegne et streamingabonnement til Hele Pakken på TV 2 Play, som giver adgang til alle TV 2’s kanaler for 129 kroner pr. måned. Alle DR’s kanaler er betalt via licensen og kan streames live på Dr.dk/tv. Med den løsning opnås der en besparelse på 290 kroner pr. måned, altså 3.480 kroner pr. år.

Vil de tage hensyn til samboens sportsbehov, kan de ligeledes opsige tv-pakken og tilføje Viaplay Sport (229 kr./md.), som giver adgang til en lang række fodboldligaer samt store sportsbegivenheder.

Hvis begges behov dækkes, opnås en besparelse på 61 kroner pr. måned, altså 732 kroner pr. år.

Rigtig mange er begyndt at sælge deres kanaler i streamingtjenester. Så du kan med fordel undersøge, om du kan få dækket dit tv-behov den vej rundt.

Læs mere: Prisen på tv-pakker stiger igen

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1