Her er den bedste pulverkaffe: To er bedre end Nescafé

Dommerne var glade for Gevalias instantkaffe, som har en kraftig bitterhed og en lækker, stærk kaffesmag.

Dommerne var glade for Gevalias instantkaffe, som har en kraftig bitterhed og en lækker, stærk kaffesmag.

»Amora Instant Kaffe er kaffe, der ved tilsætning af vand giver en kop kaffe med smag og aroma som friskbrygget kaffe,« står der på en af de otte instantkaffer, som Søndagsavisen har serveret for testpanelet.

Men de to smagsdommere Michael René og Preben Vestergaard Hansen, der begge underviser på Professionshøjskolen Metropol, er langtfra enige. Faktisk placerer de Amora-kaffen på en sidsteplads, fordi den netop ikke smager af friskbrygget kaffe.

Se hele testen af pulverkaffe på Testuniverset.dk

Smager af automatkaffe
»Den smager lidt af sådan noget gammelt automatkaffe,« siger Preben Vestergaard Hansen.

»Den er lys, tør, nøddeagtig, svagt bitter og meget syrlig. Der er alt for meget syre i forhold til bitterheden,« tilføjer Michael René.

Dommernes reaktion kommer som en overraskelse for Dansk Supermarked, der gladelig fylder hylderne i Netto med den udskældte kaffevariant.

Få mere nydelse ud af din kaffe

»Det er da ærgerligt, at Søndagsavisens testpanel ikke er så vilde med kaffen. Men smag og behag er som bekendt forskellig. Heldigvis er Amora Instant Kaffe faktisk rigtig populær blandt vores kunder, som køber den i stor stil, og derfor er den også en fast del af sortimentet i Netto,« forklarer kommunikationsmedarbejder Rikke Steen Sørensen.

Mens Amora må nøjes­ med to stjerner, er der begejstring og seks stjerner til Gevalia, der slår Karat og klassikeren Nescafé.

»Man skal tage de her produkter for, hvad de er: noget man drikker, hvor man ikke kan brygge en ordentlig kop kaffe – i campingvognen, på arbejdet, eller mens man venter hos mekanikeren. De smager ikke af kaffe, og en rigtig kaffe giver en langt større smagsoplevelse. Men de tre bedste kommer tættest på at smage af rigtig kaffe,« siger Preben Vestergaard Hansen.

Derfor skal du lære at drikke kaffen sort

Tip!
Flere af kafferne rådes man til at drikke inden for fire til seks uger efter åbning, hvis man vil opnå den bedste smag.

Hattrick til dommerne
Da stjernerne er uddelt og blindtesten fuldført, er det tid til at afsløre for testpanelet, hvad de har smagt på.

Men inden glas og pose med de brune kaffekrummer kommer på bordet, bliver der gættet.

»Er det Gevalia, der vinder?« lyder et forsigtigt, men helt korrekt bud.

»Så er det måske Karat på andenpladsen?« er næste gæt, og der er store grin hos dommerpanelet, da glasset fra Karat kommer på bordet.

»Så må den anden med fem stjerner næsten være Nescafé?« spørger de samstemmende, og hattricket er hjemme, mens dommerne grinende måber over deres evne til at kunne gætte toptre-mærkerne.

Se hele testen af pulverkaffe på Testuniverset.dk

Sådan skal instantkaffe smage
Man kan ikke forvente, at det smager som rigtig kaffe, men det skal være derhenad. Vi vil have en flot brun farve og balance mellem bitter og syrlig smag. De bitre toner skal være dybe og behagelige.
Sådan producerer man instantkaffe
Først brygges et tykt kaffekoncentrat. Det tilsættes nitrogen, så kaffen bliver som en brun softice. Den fryses i flager, som kværnes. Vandet tørres ud af de frosne, kværnede flager. Alternativt kan det tyktflydende kaffekoncentrat blæses med varm luft, som får vandet til at fordampe og pulverkaffen til at blive tilbage.
Kilde: Kaffeinfo.dk

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1