Test: Taberløg er fyldt med store skaller

Smagsdommerne er overraskede over, at der er så stor forskel på de otte varianter af ristede løg.

Smagsdommerne er overraskede over, at der er så stor forskel på de otte varianter af ristede løg.

»Det er altså for ringe. De vil ikke klæde en pølse,« lyder det fra Preben Vestergaard, som fisker store stykker løgskaller op af skålen med Änglamarks ristede løg.

»Måske er det et bevidst valg, at der skal være kæmpe skaller i, men det virker sjusket, og som om man ikke har ulejliget sig med at pille løgene,« supplerer Michael René.

Det er ikke kun de store skaller i de ristede løg, der er mål for kritikken fra de to lektorer på Professionshøjskolen Metropol. Smagen får også hug.

»Salt- og umamismagen kommer ikke rigtig til udtryk, fordi den bliver overskygget af den brændte smag,« siger Michael René.

Læs hele testen på Testuniverset.dk

Sådan skal Ristede løg smage

De skal smage ristet og en smule brændt. De skal være sprøde og ikke bløde og skal ikke være for fedtede. Og så skal der ikke være løgskal med.

Havde forventet noget mere
Preben Vestergaard og Michael René er enige om at give testens dyreste produkt to stjerner, og de bliver en smule forundret, da de senere får afsløret, at det er Änglamarks ristede løg, de har givet en hård medfart.

»Det er overraskende, at et produkt, som man har nogle højere forventninger til, ikke har en bedre sortering,« siger Preben Vestergaard.

De to dommere havde forventet stor ensartethed i de otte varianter af produktet, der bliver fremstillet af løg, mel, olie og salt, men ender med at give fra to til seks stjerner.

»Smagsmæssigt er der især forskel på intensiteten i salt og umami. Og så er der stor forskel på deres udseende, og en del har skaller i,« forklarer Michael René.

Rema 1000’s økologiske ristede løg får tre stjerner, mens både Bähnckes, Nettos Øgo-løg, Coops ristede løg og Kanias fra Lidl får fire stjerner. Men der er to, som er kvantespring bedre end de andre.

Læs hele testen på Testuniverset.dk

Som en god flaske vin
Både de ristede løg fra Budget og First Price får seks stjerner og ros for deres rustikke look.

»Det her er trinnet over pølsemandens løg. De er flotte i farven og er meget sprøde. Ligesom i en god flaske vin vokser smagen gradvist frem,« siger Preben Vestergaard om Budgets ristede løg, der på grund af den laveste kilopris ender først i skemaet.

Og Michael René stemmer i:

»De har et godt bid og en rigtig god umamismag.«

De ristede løg fra First Price udmærker sig i smagen og adskiller sig størrelsesmæssigt fra de andre.

»Det er et virkelig godt produkt. De er knasende og har en dejlig stærk umamismag. Deres store størrelse gør, at de måske egner sig bedre til en rugbrødsmad end til en hotdog, hvor de risikerer at falde af, når man bider i den,« siger Michael René.

Sådan kan ristede løg bruges

Ristede løg er blandt andet gode som tilbehør til pølser, rugbrødsmadder og kartoffelmos. I det asiatiske køkken bruger man dem også på nudler og sushi.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes