Test: Kendt sports-sodavand er middelmådig

Fem sodavand er over middel, mener Michael René (tv.) og Rune Kromann.

Fem sodavand er over middel, mener Michael René (tv.) og Rune Kromann.

Hvis du er vant til at gribe en Carlsberg Sport eller Faxe Kondi fra hylden i supermarkedet, kan du se frem til at spare penge.

De to mærkevarer koster 14,95 kroner for en halv liter, men der er ingen grund til at betale mere end 3,50 kroner eller en fjerdedel af prisen.

De to dommere – kok og akademigastronom Rune Kromann, der er køkkenchef i ISS, og Michael René, der er lektor og underviser i sensorik på Københavns

Professionshøjskole – vurderer nemlig i en blindtest, at flere discountsodavand smager lige så godt som de dyrere mærkevarer.

Læs hele testen på Testuniverset.dk

Sådan skal sodavand med citrus/lime smage

Der skal være en god balance mellem citron-lime-smag og sukker, så den hverken bliver for sød eller syrlig. Smagen af citrus skal være så naturlig som muligt.

Der skal være tydelige bobler – den må ikke være flad. Og så skal smagen ikke forsvinde med det samme – den må gerne blive hængende lidt.

Kendt sodavand er for sød
De to dommere holder sig på midten af karakterskalaen, der går fra nul til seks stjerner, og uddeler kun to, tre og fire stjerner. Laveste karakter går til 7UP.

»Den er kvalmende sød, så halsen bliver helt mættet. Den mangler noget syre,« siger Rune Kromann.

Til gengæld er det et særsyn, at testen har hele fem vindere, der alle får fire stjerner.

»De har fin balance mellem den søde smag og syren. Nogle holder smagen i for kort tid, eller også er boblerne ikke kraftige nok. Så vi kommer ikke helt op at ringe på karakterskalaen, men der er mange fine sodavand, der sagtens kan drikkes og endda smage godt og slukke tørsten en varm sommerdag,« siger Michael René.

Læs hele testen på Testuniverset.dk

Fakta

Hvad har 24 sukkerknalder med sport at gøre?

Topform, power, kondi, sport og sportivo leder tankerne hen på motion og sport. Sodavandene indeholder typisk, hvad der svarer til 24 sukkerknalder – eller 50 gram – i en halv liter, og det lyder måske ikke umiddelbart som noget, man bliver sund af.

»De må kalde det, hvad de vil – bare det ikke er vildledende,« fortæller jurist i Fødevarestyrelsen Nina Læssø Jakobsen.

»Historien bag sportsdrikkene er, at da Faxe Kondi kom frem for mange år siden, så man sådan på det, at hvis man fik kulhydrater, fik man et kick og præsterede bedre. I dag har vi et mere nuanceret billede af, hvad der er sundt. Men det at få sukker i forbindelse med sport giver noget energi, og derfor ser vi det ikke som vildledende. Man kan diskutere, om tiderne er vokset fra at forbinde sport med sukker. Men vi har ikke fået klager over nogen af produktnavnene.«

Kan jeg så sælge nogle vingummier og kalde dem noget med sport?

»Man er nødt til at se på historien, og historisk har de her produkter med sukker fået lov til at kalde sig noget med sport. Det vil være en konkret vurdering, om man må kalde en vingummi noget med sport. Jeg kan ikke udelukke det, men man vil nok tænke, om det nu er relevant at gøre,« siger Nina Læssø Jakobsen.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1