Her er tvillingerne bag Christophers hits

Tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø er mændene bag Christophers gennembrudsplade

Tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø er mændene bag Christophers gennembrudsplade "Told You So".

Han har solgt tusindvis af plader, modtaget talrige priser og brændt sig ind i hjertet på et hobetal af danske teenagepiger.

Christopher Lund Nissen udgav sin første plade, ‘Colours’, tilbage i 2012. Men den slog ikke for alvor an – det var først, da han tog producerbrødrene Frederik og Fridolin Nordsø ind i sit ensemble, at han for alvor brød igennem. Selvom de ikke var alene om at producere gennembrudspladen ‘Told You So’ i 2014, havde de en stor finger med i spillet.

Brødrene har sammen produceret plader for blandt andre Outlandish og Burhan G samt kreeret hits for Snoop Dogg. De står også bag Fallulahs prisbelønnede hit ‘Out of it’ og Agnes Obels plade ‘The Way of The Warrior’, men helst gemmer de sig i musikstudiet midt i København, langt væk fra rampelyset.

»Det er ideelt. Det er det, der er meningen. Når vi laver en plade til for eksempel Christopher, så er der mange mennesker involveret, men det er ham, der er brandet og produktet. Derfor er det også ham, der skal have opmærksomheden,« fortæller Frederik Nordsø, hvis tvillingebror Fridolin lige nu er i USA for at arbejde.

Bag kulissen:  Dubleantens utaknemmelige job: Måske kommer ingen til at se en af mine fire hovedroller

Kassevis af Redbulls
Vi befinder os i en lejlighed, der er indrettet som et musikerkollektiv, hvor blandt andre også L.O.C. og Wafande får lavet deres musik.

Rummet ligner et kæmpestort drengeværelse – der trænger ikke for meget dagslys ind, der ligger en sofa oven på en anden, og der står kassevis af Redbulls på køkkenbordet:
»Du kan bare tage et par stykker,« siger Frederik Nordsø med et stort smil.

I lejligheden er der indrettet små musikstudier, og det er her, Frederik og Fridolin Nordsø, der også udgør den ene halvdel af bandet The William Blakes, på det seneste har fremtryllet pophits til teenageidolet Christopher, som Frederik Nordsø er særdeles begejstret for.

»Christopher er min adhd-lillebror. Jeg kalder ham for ja-hatten, fordi han er så frisk på alt, at man nogle gange kan blive forvirret. Alt skal øves, og det kan der gå en del spildtid med, men det er også med til at udvikle musikken,« fortæller han.

Bag kulissen: Mød manden, der står bag DR’s og TV 2’s største succeser

Brødrene kom for alvor på overarbejde, da de første gang mødte Christopher.

»Min bror og jeg var kritisk pukkelryggede og havde spist for mange pizzaer i for mange år, og som en joke sagde jeg til Christopher, at hvis vi skulle lave hans plade, så skulle han få os i form. ‘Helt sikkert,’ sagde han, og efter tre uger kom han med drikkedunke og proteinpulver. ‘Så går vi i gang,’ råbte ham. ‘Fedt, hvilken sang skal vi lave?’ spurgte jeg. ‘Sang? Vi skal ned og træne i centret.’ Og der brækkede Christopher os fuldstændig midtover. Efterfølgende sad vi her i studiet efter at være blevet tortureret halvt ihjel af Christopher. Vi kunne næsten ikke se ud af øjnene. Christopher sagde: ‘Er det ikke bare optur med al den energi, man får, når man har trænet?’ Vi sad bare og var helt døde. Hans iver har nok givet os et par ekstra år at leve i,« fortæller Frederik Nordsø.

Bag kulissen: ‘Badehotellet’ er det rene filmtrick – se forskellen på virkelighed og fjernsyn her

Bag kulissen
Vandbærerne er mindst lige så vigtige som stjernerne, men de får aldrig hyldesten, klapsalverne eller priserne. Søndagsavisen har de seneste uger sat fokus på dem, der får andre til at stråle.

 

 

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.