Melodi Grand Prix under pres: »I år er det alt eller intet«

Årets deltagere i dansk Melodi Grand Prix.

Årets deltagere i dansk Melodi Grand Prix.

Vinderen af årets danske Melodi Grand Prix på lørdag går ikke kun hjem med et trofæ under armen, men også et kæmpe forventningspres på skuldrene.

De seneste to år har de udenlandske seere slagtet det danske bidrag i semifinalen i Det Internationale Melodi Grand Prix. En nedtur, som underholdningschef på DR1 Jan Lagermand Lundme betegner som skammens år.

»I år er lidt alt eller intet. Vi skal med – andre muligheder eksisterer simpelthen ikke. Hvis vi ikke er med i finalen, bliver det sværere at skabe den fællesskabsfølelse, som Melodi Grand Prix formår at give. Så det er sindssygt vigtigt, at vi kommer tilbage i toppen og viser, at det er værd at kæmpe for Danmark,« understreger han.

Hilda Heick: Derfor flytter vi væk fra Anette og børnebørnene

Når festen bliver skudt i gang i Jyske Bank Boxen, og Johannes Nymark går på scenen som vært, er reglerne lavet om siden sidste år, hvor han og gruppen Lighthouse X floppede i semifinalen i Det Internationale Melodi Grand Prix.

Tidligere har juryen bestået af etablerede mennesker fra musikmiljøet, men i år er de udskiftet med fem inkarnerede danske fans af Det Internationale Melodi Grand Prix.

Mens juryen tidligere kun havde noget at skulle have sagt i det første udskillelsesløb, har de i år også 50 procent af stemmerne i den afgørende runde.

Stoler I ikke nok på seernes dømmekraft?
»I år er alt fokus på, at vi finder den rigtige sang. Statistikken viser, at de år, hvor vi har haft en jury med hele vejen, har vi klaret os flot. Så vi har fundet fem fans, der har mange års erfaring med at tage rundt i Europa og se Eurovisionen. Der findes ikke nogen, der er større eksperter end dem,« understreger Jan Lagermand Lundme.

Bør man lade sit umusikalske barn stille op i ‘X Factor’?

3 facts om grand prix

13 år uden grand prix

I år er det 60 år siden, at det første Melodi Grand Prix blev afholdt i Danmark, men det er kun det 47. Melodi Grand Prix, der løber af stablen på lørdag. Fra 1967 til 1978 var Melodi Grand Prix i Danmark lagt i graven, fordi det blev betragtet som underlødigt og ikke fint nok.

Dansk har trange kår

Kigger man på titlerne på sangene, der dyster om en plads i det internationale grand prix, er der kun en enkelt, der klinger dansk. DR modtog 1.115 bud på melodi grand prix-sange, hvilket er det højeste antal nogensinde. Kun fire ud af dem var på dansk.

Fald i seertal

1,7 millioner danskere så med, da den danske sang ‘Only Teardrops’ vandt Det Internationale Melodi Grand Prix i 2013. 814.000 så finalen i 2015, hvor Danmark ikke var med, og sidste år var seertallet faldet til 711.000

Kilde: Wikipedia og DR

MGP

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes