Ny Bond-film skuffer: Forudsigelig og kønsløs

"Spectre" genbruger de velkendte tricks, og det bliver for kedeligt og forudsigeligt.

James Bond-seriens romantikere vil elske den nostalgi-onani, der gennemsyrer det nyeste kapitel fra 007-universet. ‘Spectre’ indeholder alle de klassiske elementer, der var med til at kendetegne tidligere James Bond-film. Titlen afslører naturligvis, at forbrydersyndikatet Spectre er tilbage. Det fordrer selvfølgelig også Bonds ærkefjende nummer et, Ernst Stavro Blofeld.

Filmen har også skurke med metal på tommelfingerneglene, seje Aston Martin-biler, vilde slåskampe i togkabiner og i cockpittet i en helikopter, mange forskellige geografiske mellemlandinger, eksploderende bygninger, en god portion humor, Q’s spionlir, Moneypenny, en smule sex og nogle dry martinis, og så er M igen en mand. Kræsne kritikere som jeg selv vil kede sig en smule over denne konforme tilgang til de elskede klichéer.

Mere Bond: Hvilken Bond er sejest? Her er svaret

Se traileren her:

En parodi på sig selv

Især to ting generer mig ved ‘Spectre’. Plottet i en Bond-film bliver gerne karakteriseret ud fra skurkens motiver og metoder samt 007-agentens relation til filmens Bond-babe.

Selvom jeg elsker Oscar-vinderen Christoph Waltz, fremstår ‘Spectres’ sadistiske overskurk Blofeld og hans kriminelle planer mere som en parodi end som en værdig modstander til vores helt. Er han virkelig den ultimative udfordring for James Bond? Som tilskuer får man desværre kun en større tro på, at vores helt er uovervindelig, og der bliver derfor aldrig bidt negle, når de to sværvægtere støder sammen.

Den 30-årige franske skuespiller Léa Seydoux har rollen som Bonds nyeste kæreste, og også denne karakter fremstår som en kedelig skygge af fortidens meget mere medrivende femme fatales. Det er svært at se, hvorfor den legendariske kvindebedårer pludselig skal falde for karakteren Madeleine Swann, når han nu har stået imod så mange andre og mere spændende fristelser.

Madeleine Swann har ingen særlig flatterende karaktertræk, der kan give James Bond modspil, og hun ser ufattelig ung ud. Det virker derfor far-datter-skævt, når den aldrende Daniel Craig kaster sig over hende.

Da Craig første gang iklædte sig den skræddersyede James Bond-smoking i ‘Casino Royale’ for ni år siden, skete der noget interessant med 007-serien. Bond blev pludselig menneskelig. Han havde følelser, vi kunne identificere os med, og det gjorde ondt på ham, hvis han følte sig taget ved næsen, eller når han blev udsat for fysisk tortur.

Actionscenerne var samtidig mere medrivende, end de nødvendigvis var storslående, og det var en mørkere, mere realistisk version af James Bond.

Mere Bond: 10 ting du ikke vidste om James Bond

‘Spectre’
Handlingen: Et spor fra fortiden sender Bond i kløerne på agentens (kommende) ærkefjende.
Se den, hvis du synes, at ‘Casino Royale’ gik for langt væk fra den oprindelige formel.
Bonusinfo: Filmens åbningssekvens er det længste tracking shot (optagelse uden klip) i seriens historie.

Flot action mangler substans

Med instruktøren Sam Mendes’ to seneste film i serien, ‘Skyfall’ og ‘Spectre’, har serien fået de to klart flotteste James Bond-film. Hvis ‘Casino Royale’ genstartede serien og fjernede nogle af Bond-klichéerne, har de to flotpolerede film nu ført os tilbage til fortællingens oprindelige udgangspunkt.

Det har hele tiden været meningen, at serien skulle tilbage til start, men man havde ikke behøvet at skrabe den realistiske og moderne tilgang til universet væk i processen. Der mangler simpelthen overraskelser i ‘Spectre’, som er både forudsigelig og kønsløs. Som en dry martini med masser af pynt, men uden alkohol.

Mere Bond: James Bond har skrumpelever

3-stjerner

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.