Helmig: De gamle sange holder stadig

Foto: Kristian Brasen

Helmig: De gamle sange holder stadig

Når Thomas Helmig går på scenen, er han stadig lige så nervøs som han var i 1985, da debutpladen ‘Thomas’ kom på gaden.

Meget er ellers sket for Danmarks popkonge siden dengang i midten af 80’erne, hvor ‘ham den nye’ til hans store frustration mere blev anmeldt på pigernes skrigeri end på musikken.

Nervøs Tommy Boy

Netop tiden spiller en stor rolle på Helmigs nye plade ‘Tommy Boy’. Titlen henviser ikke helt tilfældigt til faderens kælenavn til den lille Thomas tilbage i barndommen.

– Min største drøm var jo at kunne få lov til at leve af at spille musik. Det var det eneste, der var i mit hoved. Et håb om, at det her kunne lade sig gøre. Og det har det jo heldigvis kunnet, siger han.

Det har i høj grad kunnet lade sig gøre for Thomas Helmig. 1,5 millioner solgte plader og et hav af hits er det blevet til i løbet af den snart 25-årige karriere. Men selv en garvet rotte kan altså stadig godt blive nervøs og spændt:

– Det bliver bare værre med alderen. Jeg går mere og mere op i det, jeg laver. Det betyder simpelthen mere for mig. Det er sgu et privilegium at få lov til at skrive og udgive sin musik, når man gerne vil.

Arbejde, hobby og kærlighed

Thomas Helmig er helliget sin karriere 100 procent. Musikken er ikke blot arbejde, men også hans store hobby og kærlighed.

– Man skal ind og have fat i nogle følelseshjørner i sig selv, hvor det gør lidt ondt at skrive eller synge det. Så du har noget på spil, når du synger det. Man skal helst kunne mærke teksten, når man synger den, fortæller den århusianske popstjerne. Heri ligger en del af opskriften på succesen.

– En grund til, at jeg stadig får lov til at lave det her, er jo nok, at publikum kan mærke, at jeg byder ind med noget, som rent faktisk betyder noget for mig. At det så viser sig senere også at få en betydning for andre, er en meget, meget fed bonus.

Thomas Helmig brød igennem som bare 21-årig. Mange opfyldte drømme senere er lysten til at lave musik og underholde publikum stadig den samme. På privatfronten har han kunnet skrive tre ægteskaber og fire børn på CV’et.

Mange af hans største numre er skrevet i dårlige perioder i hans liv. Blandt andet lagde skilsmissen fra Søs Fenger i slutningen af 80’erne grund til megahits som ‘Det er mig der står herude og banker på’ og ’Nu hvor du har brændt mig af’. Men sangene fra dengang holder stadig – både for publikum og Helmig:

– De vækker jo noget i folk. Jeg er enormt stolt af de sange, og jeg er enormt glad for dem. Jeg er i stand til – fra en noget anden plads i livet – stadig at synge dem og synes, at de giver mening.

– Hvis vi tager sangen ’Nu hvor du har brændt mig af’, så kan jeg godt nogle gange tænke: ‘Hold da kæft, hvordan skrev du den, da du var så lille’, for det er, som om den er endnu heftigere for mig i dag rent tekstmæssigt, siger Thomas Helmig.

Helmig: De gamle sange holder stadig

… de tidlige år:
Der var enormt travlt med koncerter og ny cd hvert år. Alle de nye indtryk gjorde mig stresset og forvirret. En ting er, hvad man tror, at man er til, noget andet er så, når virkeligheden brager ind. Det endte faktisk med, at bandet gik i byen, og så sad jeg på hotelværelset – simpelthen for at undgå hysteriet.

… reality:
Reality-genren er et meget sigende billede på tiden. Det, vi skal have kaffe og kage til nu, er folk, der bliver nedgjort og ydmyget. Og de, der normalt vinder, er de mest kyniske, intrigante og irriterende.

… Medina:
Jeg vidste med det samme, da jeg hørte hendes sang ’Kun for mig’, at hende skulle jeg synge med. Jeg syntes, at det var første gang i mange år, at nogen herhjemme bød ind med noget, som var helt deres eget. Hun er stenhård. Jeg kan ikke se, hvad der skal kunne stoppe hende.

… sin sangskrivning:
For mig handler det meget om at finde en følelse og så skrive på den. Noget af det fedeste for mig er de gange, hvor man ikke selv har kontrol over, hvor sangen ender. Så har man pludselig skrevet en sang uden helt at vide, hvad den handler om, og hvor fanden den kom fra.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.