Kai Vittrup headhuntet af Saudi-Arabien

Polfoto

Kai Vittrup headhuntet af Saudi-Arabien

Selv om det stadig handler om politi, er det alligevel noget af et jobskifte, chefen for EU’s politimission i Afghanistan, Kai Vittrup, står over for.

Fredag flytter han fra Kabul i Afghanistan til Riyadh i Saudi-Arabien, hvor han skal udvikle og træne det saudiarabiske grænsepoliti.

»Jeg blev headhuntet. Det er da sjovt at blive som 66-årig. Jeg skal strukturere grænsepolitiet, så det fungerer og leverer i overensstemmelse med det, der står i kontrakten med kunden, som i det her tilfælde er det saudiarabiske indenrigsministerium,« siger Kai Vittrup, der sagde ja til stillingen, fordi den er for spændende at sige nej til.

Om det bedste og det værste

»Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået i Afghanistan. Missionen er gået fra at være miskendt af alle til at blive anerkendt. Men det er ærgerligt, at EU’s medlemslande ikke har formået at fylde op med de 400 statsmedarbejdere, som vi skulle være. Politifolk står ikke ligefrem i kø for at komme til Afghanistan. De kommanderes ikke ud i en mission, men søger frivilligt og kan derfor søge til Afrika eller til Caribien i stedet for. Det lokker nok mere, men Afghanistan var attraktivt for mig, fordi jeg godt kan lide at skabe orden i kaos og gøre komplicerede ting enkle.«

Om at få det på sin egen måde

»I Saudi-Arabien kommer jeg ind i en organisation, som jeg ikke selv har skabt. Den skal gøres mere enkel og effektiv, og der sidder jo nogle, der synes, at de har kørt organisationen effektivt indtil nu. Men en fordel kan være at hente folk udefra og få dem placeret på poster, hvor der er indflydelse. På den måde vil jeg meget hurtigt få kontrol over organisationen og sikre, at det hele kommer til at køre, som jeg vil have det til at køre.«

Om karriereplaner

»Det har jeg ved Gud aldrig brugt. Tværtimod. Da jeg var i politiet i Danmark, tog jeg fat på et område, der bestemt ikke var karrierefremmende – nemlig uroligheder og politiets arbejde under krig og krigslignende forhold. Mange troede, at det handlede om at kravle i grøfter, hoppe over et hegn og råbe ‘du er anholdt’. Men efterfølgende har vi set mere ekstremisme i relation til uroligheder, og så er det blevet aktuelt og interessant.«

LÆS OGSÅ: Det vidste du ikke om Kai Vittrup

Om præcision

»Det irriterer mig, hvis folk ikke er præcise. Hvis et møde starter klokken 9.30, og de sidste kommer dryssende klokken 9.35, får de en sarkastisk bemærkning med på vejen. Andre gange beder jeg dem om at komme klokken 8.25 eller placerer en mand uden for døren til at holde den lukket og give besked om, at der ingen adgang er, fordi mødet er startet.«

Om samtaler i rundkreds

»Jeg går da vældig meget op i moderne ledelse. Selvfølgelig gør jeg det – det er den eneste måde at undgå det på. Moderne ledelse er godt, men vi kan ikke have rundkredssamtaler, hver gang der skal træffes en beslutning. Man må tage beslutningen og efterfølgende forklare, hvorfor den blev truffet. Der bliver nok ikke mange rundkredssamtaler i Saudi-Arabien.«

Om forkerte beslutninger

»Der er skrevet mange bøger om ledelse, men jeg tror ikke, at man kan lære at være leder. Man kan tilegne sig nogle ledelsesværktøjer, men hvis man ikke har lyst til at være leder og ikke tør at lede, kommer der ikke meget ud af det. Det er altid rart at få en masse stjerner på skulderen, men der følger også et ansvar med. Jeg bliver aldrig rigtigt usikker, men jeg kan godt vende tilbage til en beslutning og tænke over, om det nu var den rigtige. Finder jeg ud af, at jeg har truffet en forkert beslutning, kalder jeg folk tilbage og siger, at ved nærmere eftertanke var deres argumenter bedre end mine – og at de, hvis de ikke siger det til nogen, får det, som de vil have det.«

Om stædighed

»Engang blev jeg i Københavns Politi bedømt af personaleforeningen. Jeg skulle til samtale med Hanne Bech Hansen (tidligere politidirektør, red.), der skulle fortælle mig, hvordan Politiforeningen så på mig. Jeg fik at vide, at jeg var meget vedholdende i min argumentation. Det var jeg jo glad for at høre, for det var første gang, at jeg havde fået ’stædighed’ beskrevet så smukt. Jeg tog det som et godt råd om, at det skulle jeg blive ved med at være, men det var vist ikke ment sådan.«

Om fremtiden

»Jeg bliver ved, indtil jeg er færdig. Altså ikke indtil jeg kradser af, men til jeg synes, at jeg er færdig med at arbejde. Friheden ligger i, at når jeg ikke gider mere, kan jeg bare stoppe. Så tror jeg, at jeg vil til at spille kontrabas igen og finde et par gutter at spille med. Så kan vi tage ud til guldbryllupper og tjene lidt jyske dollar.«

Det vidste du ikke om Kai Vittrup

Kai Vittrup headhuntet af Saudi-Arabien

Kai Vittrup

66 år. Opvokset i Struer. Gift med Regitze og har en datter, som bor i Australien.

Har været chefpolitiinspektør for ordenspolitiet i København. Stod blandt andet i spidsen for politiet under EU-topmødet i 2002 og i under Frederik og Marys bryllup i 2004.

Har været udstationeret i Kosovo, Irak og Sudan.
Har været chef for EU’s politimission i Afghanistan siden 2008.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1