Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Bjarne Riis og Anne Dorthe: Vores liv med løgnen

Foto: Kristian Brasen

En ganske almindelig forårsdag i 1994 sidder Bjarne Riis i sit hus i Luxembourg. Hans to drenge, Jesper og Thomas, leger på gulvet i stuen. Dagens træning er overstået, og Bjarne og nyder at slappe af sammen med sine børn. Efter lidt tid rejser han sig, går ud i køkkenet, finder et plastikpose i køleskabet, vikler to ampuller ud af posen og smutter ubemærket ind i soveværelset. Han skræller emballagen af engangssprøjten, stikker nålen ned i ampullerne og trækker væsken op. Et lille prik, få sekunder senere er det overstået.

»Det var jo ikke fedt, men det var en del af dagligdagen,« fortæller han i dag. Bjarne Riis tager imod i sit hjem i den schweiziske by Lugano. Vi sidder i pejsestuen. Parrets tre ældste børn leger i haven og skændes kærligt på dansk, italiensk og engelsk.

»Det var ren rutine – ligesom når du går på toilettet. Det gør du jo heller ikke, mens dine børn ser på. Det handlede om at være organiseret, så det ikke gik ud over dit familieliv. Det var ikke rart, men det var nu engang det valg, jeg havde taget. Selvfølgelig havde jeg tanker om, at det var forkert, men altså … det tog fem minutter om dagen, måske to.«

Var det ikke lidt uforsvarligt at have epo stående i køleskabet, som dine børn havde adgang til?

»Nej, det var der styr på,« siger Bjarne og understreger, at børn ikke bare går i køleskabet, når de er fem-seks år gamle. »Det var jo også forsvarligt pakket ind,« indskyder Anne Dorthe, og Bjarne forklarer, at der ikke lå en kanyle i køleskabet, men ampuller.

I næste uge udgiver Bjarne Riis sin selvbiografi , hvor han åbenhjertigt fortæller om livet som cykelrytter, far, dopingsynder, søn og holdejer. »Det har været svært at gå igennem processen, for der er mange følelser indblandet. Det har været hårdt at skulle rippe op i de mange ting, som man har glemt eller gerne vil fortrænge,« siger Bjarne Riis.

Foto: Kristian Brasen

Accepterede dopingmisbruget

Anne Dorthe har kendt til gemalens dopingmisbrug, så længe de har kendt hinanden. »Jeg er glad for, at han fortalte mig det dengang. Og at han kunne garantere mig, at det ikke var farligt for ham, var med til at afdramatisere det meget. Det var jo heller ikke sådan, at han sad ved morgenbordet og stak sig, mens jeg kiggede på. Jeg har vidst, at vi har haft epo i køleskabet, men jeg vidste ikke, hvornår han tog det.« Anne Dorthe Tanderup har selv en karriere som topatlet. Alligevel har hun altid accepteret, at doping var en del af hendes mands liv. »Det var selvfølgelig ikke det fedeste. Men jeg accepterede det, fordi det var en del af hans sport. Det var et valg, han tog, før han mødte mig. Det var en del af ham, på samme måde som at han var gift og havde to børn.«

De andre var også dopet

Ud over Bjarnes ekskone, Mette, og Anne Dorthe vidste ingen andre familiemedlemmer eller venner, at Bjarne dopede sig. »Det er altid svært ikke at kunne fortælle sandheden til venner og bekendte, men hvis jeg fortalte det til folk, ville jeg inddrage dem i den løgn, og det kunne jeg ikke være bekendt. Det ville ikke have været okay.«

Anne Dorthe tilføjer: »Jeg var glad for, at jeg vidste det hele, men det betød jo også, at jeg blev involveret i det og måtte tage stilling til, om det var noget, jeg kunne holde for mig selv eller måtte dele med en anden, min bedste veninde for eksempel.« Gjorde du så det? »Det kunne jeg aldrig finde på.«

For Bjarne Riis var dopingen en nødvendighed, hvis han ville til tops i sporten. »Enten kunne jeg vælge bare at lade stå til, eller også kunne jeg forfølge mine ambitioner. Og hvis du på det tidspunkt ville have dine ambitioner opfyldt, så var det sådan. Det kan være, at jeg tager fejl. Det er ikke sikkert, at alle har været dopede, men jeg havde da en fornemmelse af, at de fleste nok var det.«

En dag i forsommeren 1999 samlede Bjarne Riis alle beviser på sit dopingmisbrug sammen og lagde det i en stor bunke på gulvet. I et skab derhjemme havde han gemt alle sine træningsdagbøger fra 1990’erne med optegnelser over puls, vejr, træningsmængde og hæmatokrittal, og hvor meget epo han havde taget og hvornår. Sammen med indpakninger og ampuller smed han det hele ud.

»Det var en befrielse at få renset ud, for det hang mig langt ud af halsen. Bare det at skulle sprøjte mig selv, om det var med vitaminer eller epo, det var sådan set ligegyldigt – jeg var så træt af det. Selv i dag, hvis jeg skal igennem en vitaminkur eller bare det at tage en vitaminpille. Åh.«

For Anne Dorthe var det en lettelse at slippe af med dopingen. »Det var en lettelse, at vi ikke havde noget i huset mere – at han ikke kunne blive taget i dopingkontrol. Indtil 1998 havde det jo ikke været svært at være dopet. Men fordi der kom så mange kontroller, kom det til at fylde meget i hverdagen. Og så var det da fedt, at vi endelig kunne sige, at vi ikke havde noget.«

Foto: Kristian Brasen

De yngste skal ikke vide noget

Der gik otte år, før Bjarne Riis på et pressemøde indrømmede, at han havde taget doping. Flere gange op gennem 1990’erne talte han udenom, og to gange måtte han lyve for hele Danmarks befolkning. »Jeg kunne se, at det tærede på ham, at han ikke kunne være ærlig. Og pressen blev ved med at presse ham. Han var jo ved at eksplodere. Vi kunne ikke se nogen udvej,« fortæller Anne Dorthe.

Inden Bjarne Riis indrømmede sit dopingmisbrug foran hele Danmark, var der to, der skulle have besked. Sønnerne Thomas og Jesper. Han fik ekskonen Mette, drengenes mor, til at fortælle det. Hun ville være bedre til det, lyder forklaringen.

»Drengene var jo ikke dumme og naive. Det er nogle velfungerende knægte, så selv om vi aldrig talte om, at jeg havde taget doping, har de et eller andet sted godt været klar over det,« siger Bjarne Riis. Ved jeres små drenge, hvad der er sket – at deres far har taget doping? »Nej, og det skal de ikke vide noget om lige nu. De er alt for naive og uspolerede. Det må komme senere,« siger Bjarne.

Anne Dorthe tager over: »Den ældste er altså kun otte, og han synes bare, at hans far er sej, fordi han har vundet Tour de France og har et cykelhold.« Er du et godt forbillede for dine børn? Bjarne sidder med hovedet hvilende i hånden. Han trækker vejret dybt, inden han svarer: »Ikke i forhold til, at jeg har snydt med doping. Men i forhold til, at jeg tør at stå ved det, jeg har gjort, så tror jeg egentlig, at jeg er.«

Familiens tragedie

Først da Bjarne var ung, fandt han ud af, hvorfor hans forældre ikke kunne holde sammen på kernefamilien – hvorfor de blev skilt, da Bjarne var en lille dreng, selv om de blev kaldt ‘det perfekte par’. Årsagen var Michael – Bjarnes storebror, der druknede som bare toårig. I februar 1964 er Bodil gravid og venter Bjarne. I et ubevogtet øjeblik løber Michael gennem et hul i hegnet ind til naboen. Han åbner lågen til deres havebassin, træder ud på den tynde is og falder igennem. Bassinet er så dybt, at han drukner. Michael bliver bragt til hospitalet i koma. Her ligger han i ni måneder. I mellemtiden bliver Bjarne født, så oven i uvisheden må forældrene også tage sig af en nyfødt. Til sidst konstaterer lægerne, at Michaels hjerne har taget skade. Bodil og Preben må slukke for respiratoren og begrave deres ældste søn. »Historien om Michael – og fars og mors tragedie – er ikke en, jeg har fået fortalt i sin helhed eller rette sammenhæng. Brikkerne er kommet stykvis, som en usagt og underforstået forklaring på, hvorfor vores familieforhold er, som det er,« siger Bjarne Riis i sin selvbiografi .

Bjarne Riis’ blå bog

Bjarne Riis blev født som Bjarne Lykkegård Riis 3. april 1964 i Herning. Efter at hans forældre blev skilt, da Bjarne var bare et par år gammel, levede han en nomadetilværelse med sin far, Preben. Broderen Flemming boede sammen med moderen, Bodil. Faderen brugte sin fritid på at være cykeltræner for de unge ryttere, også Bjarne Riis.

Cykelrytter

Med en ny racercykel som lokkemad vandt Bjarne allerede som otteårig sit første cykelløb. 14 år senere blev han professionel rytter i Belgien – og herefter tog karrieren for alvor fart.

Nationalhelt

I 1995 blev han kåret som årets dansker efter DM-guld og en tredjeplads i Tour de France. Han fi k tilnavnet ‘Ørnen fra Herning’. I 1996 blev han hyldet af tusinder i København efter sejren i Touren.

Dopingsynder

31. maj 2007 faldt ordene: ‘Jeg har taget doping. Jeg har taget epo’ for rullende kameraer. Op gennem 1990’erne havde Riis dopet sig med epo og forskellige væksthormoner – også da han vandt Touren.

Ægtemand

Riis var gift med sin skolekæreste Mette i 17 år fra 1990. Under OL i Atlanta i 1996 mødte han håndboldpigen Anne Dorthe Tanderup. De to sprang ud som par i 1998, men blev først gift i 2009. FAR For 20 år siden blev Riis far til Jesper med ekskonen Mette. To år efter fi k de Thomas. I 2002 fødte Anne Dorthe sønnen Cristian, senere kom Matias og Andreas. I tirsdags blev han far til endnu en søn.

Holdejer

Riis droppede livet som aktiv rytter i 1999. Han vendte dog tilbage til cyklingen året efter og blev holdejer for Danmarks førende cykelhold. Fra 2011 hedder holdet Team Saxo Bank Sungard.

Forfatter

På tirsdag udkommer bogen om Bjarne – ‘Riis’ er titlen. Bogen har han skrevet sammen med journalist Lars Steen Pedersen, og den har været undervejs i over et år .

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes