Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Succes smadrede vores ægteskaber

Foto: Kristian Brasen

De vil ikke kaldes koryfæer. For koryfæer afkræver respekt og er sådan nogle, man sætter op på en piedestal. Og selv om de har solgt over seks millioner plader, mener Michael Bundesen og Michael Hardinger ikke, at man helt kan det med Shu-bi-dua. Næ, så vil de hellere kaldes fæer, som de grinende konstaterer. De to er samlet igen i anledningen af, at Shu-bi-duas samlede værker udkommer på mandag – på én gang, i én boks.

»Det er hele vores liv, der ligger i den boks,« siger Bundesen. »Vi får den alle sammen udleveret som urne, når vi dør. Det vil være flot.« Hardinger bryder sammen af grin.

Det er efterhånden 36 år siden, at ‘Shu-bi-dua 1’ udkom, og når ‘Bunden’, som han kaldes, og Hardinger skal sætte en overskrift på bandets karriere, er de ikke i tvivl: ‘Hurra!’ – efterfulgt af et ‘undskyld’. Et hurra, fordi de som musikere var yderst privilegerede. Et undskyld, fordi deres familier ramlede på grund af succesen.

»Vi ramte en tid, hvor folk i modsætning til i dag købte plader, så vi kunne leve af musikken. Det var ren legestue for os, og vi har kunnet leve hele vores liv uden at skulle blive voksne på den kedelige måde. Vi levede af vores egne ideer. Vi havde det hele og besluttede selv, hvornår vi ville spille. Det var en utrolig frihed,« husker Michael Hardinger.

Næsten alle shubber blev skilt

Med et professionelt liv, hvor der mindst en gang om året blev udgivet en ny plade, og med en kalender, der var pakket med koncerter, hang karrieren dog slet ikke sammen med familielivet, fortæller de begge i munden på hinanden.

»Vi blev alle sammen skilt. Jo, Claus (Asmussen, tidl. medlem, red.) er stadig gift med Lotte, men ellers røg alt. Vi var for dårlige til at prioritere, og vi prioriterede musikken hamrende højt. For højt. Ligegyldigt om der kom børn eller hunde,« siger Bundesen. Det var ikke, fordi de var dårlige til at være familiefædre. De var det bare ikke så meget som andre. Og så kunne ‘shubberne’ bare godt lide at være sammen.

»Vi rejste og spillede seks dage om ugen. Når vi så kom hjem om søndagen, var vi alligevel sammen med de andre fra orkestret i stedet for at være hjemme,« siger Bundesen.

Levede to liv

I 1978 købte Hardinger og Bundesen et hus sammen, hvor de flyttede ind med deres koner. De andre i bandet var sikre på, at det lille kollektiv ville blive enden for Shu-bi-dua på grund af for mange skænderier. Men det skete ikke. Tværtimod. Tiden i huset blev bandets mest produktive periode.

»Vi sprøjtede plader ud – til gengæld røg vores ægteskaber, « siger Hardinger. »Det var også, fordi vi havde indrettet et rum oppe på loftet. Der sad vi altid. Vores familier levede deres liv nedenunder – og vi sad deroppe og skrev og skrev og skrev,« siger Michael Bundesen og uddyber: »Det var ikke for at være onde. Vi var tættere på hinanden i bandet, end vi var på vores koner. Det var da ikke for smart, men når det går i blodet …«

Hardinger tager over: »Når man kom hjem, og der var en, der sagde: ‘Jeg har købt aspargeskartofler’, så var det eneste, man tænkte på: ‘Hvad rimer på aspargeskartofler’? Man var slet ikke inde i den hverdag.«

Bundesen nikker og fortæller om et bryllup, han var til i den travle periode. Toastmasteren troede, at han sad og griflede på en tale til det lykkelige par. Men i virkeligheden sad han og skrev tekster. Bundesen hørte end ikke, da toastmasteren præsenterede ham som den sidste taler. Begge understreger, at de i dag har et godt forhold til deres ekskoner. Og der er ingen sure miner fra de kvinder og børn, de svigtede dengang.

Spritnye sange på vej

Hardinger har egentlig ikke været medlem af Shu-bi-dua siden 1997, hvor han forlod bandet for at udleve drømmen om at flytte til USA. Her bor han stadig, så han er kun hjemme for at være med til at promovere boksen. Som Bundesen påpeger: »Det ville være mærkeligt, hvis jeg skulle lave det her alene. Det er også Hardingers liv, der ligger i den boks.«

Til efteråret kommer der en helt ny plade med Shu-bidua. »Vi har skrevet i et halvt års tid, og det går meget godt,« fortæller Bundesen, der endnu ikke kan fortælle, hvad sangene kommer til at handle om. Alting har en ende, hvornår får Shu-bi-dua en? »Det ved man jo ikke. Så længe folk gerne vil høre os, så spiller vi. Længere er den ikke.«

Døde på scenen

Tiden med Shu-bi-dua har ikke kun budt på gode oplevelser. Michael Hardinger husker engang, hvor de troede, at Bundesen døde midt under en koncert. »Det var lige, da vi var startet. Vi spillede i en lille klub i Brøndby, hvor han faldt død om på scenen,« husker han.

Bundesen indskyder straks:

»Det gjorde jeg jo ikke. Jeg havde bare fået et ildebefindende.« »Ja, men du blev kørt væk i en ambulance, og vi troede, at vi skulle hente liget, når vi var færdige. Ja, arrangøren beordrede os til at spille videre. Så det gjorde vi.

Bagefter tog vi på hospitalet. Heldigvis så vi det der lange garn komme gående med en læge, der klappede ham på ryggen og sagde: ‘Og lad så være med at ryge så mange smøger’.« Bundesen nikker. »Det var et lille ildebefindende. Jeg havde haft lidt for travlt, og så havde jeg ikke drukket nok vand. Det er dumt.«

Tissede i en spand

Straks følger endnu en anekdote: »En anden gang drak jeg for meget vand, fordi der var så varmt, og så skulle jeg tisse. Men jeg kunne jo ikke bare gå fra scenen, så jeg bad de andre om en lang solo,« griner Bundesen. Hardinger stemmer i: »Bosse (tidl. trommeslager, red.) har siddet midt under et nummer, mens vi spillede, og tisset i en spand, som roadien holdt, fordi der ikke var tid til at stoppe.«

I krig mod Gasolin’

I udlandet blev der udkæmpet en sand fankrig mellem Beatles og Rolling Stones – og herhjemme var man enten fan af Gasolin’ eller Shubi- dua. Mens Gasolin’ fik prædikatet stenbrodrengene, var ‘shubberne’ dem fra de grønne områder. »Vi havde fælles manager. Når vi på besøg hos ham, var det forbudt at nævne det andet orkester ved navn. Så det hed bare ‘det andet orkester’. Og han holdt os virkelig adskilt. Vi måtte ikke konkurrere med samme publikum, så når de var ude at spille, var vi hjemme, sådan var det,« siger Bundesen og giver alligevel sit bud på, hvem der vandt krigen. »Altså, vi er da blevet ved længst,« konstaterer han.

Derfor hedder de Shu-bidua

Var det ikke for nogle folk på Danmarks Radio, havde Danmark måske aldrig fået Shu-bidua. For faktisk overvejede bandet et helt andet navn. »Vi overvejede faktisk at kalde os ‘Rock-Robert og robotterne’ på et tidspunkt. Det var vist meget godt, vi ikke gjorde det,« fortæller Michael Bundesen.

Navnet Shu-bi-dua fik de i stedet, da de skulle optræde live i radioprogrammet ‘Åbent Hus’ med deres første single ‘Fed rock’ tilbage i 1973. »Vi sang ‘shubidua, shubidua’ på koret til nummeret, og da værterne skulle præsentere os, kaldte de os Shu-bi-dua. Det plejede de at kalde deres studiebands. Det var ikke noget, vi bad dem om,« husker Michael Hardinger. Bundesen tilføjer: »Det er også et rigtig godt navn, for det er meget mundret.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes