Haugaard: Jeg overvejede at tage mit eget liv

»Jeg er nok den mest gennembankede mand i Danmark,« fortæller entertaineren Jacob Haugaard om nogle af de konsekvenser, der følger med, når man er alkoholiker. Foto: Scanpix

Det var 31. maj 1992, og den dag ændrede Jacob Haugaards liv sig fuldstændig.

»Jeg overvejede at tage livet af mig selv, men jeg havde ikke modet til det,« fortæller han.
Haugaard sad alene i sit hjem. Han var på toppen af sin karriere, men den morgen tænkte han ikke på showbiz. Han var for en gangs skyld ædru og var lige vågnet op på bunden af sit liv.
Konen var skredet med børnene, og hans verden hang ikke længere sammen. Der havde været kaos, siden han var 14-15 år, hvor hans alkohol- og hashmisbrug begyndte, og i verden uden for hans vinduer var han en af landets sjoveste mænd. Inden for vinduerne var der ikke mere at grine af.
Misbruget var blevet hans liv på godt og ondt, men der var ikke mere godt tilbage. Han ringede til et behandlingshjem for alkoholikere, og tre timer efter tjekkede han ind:
»I de timer tænkte jeg kun, at jeg ikke kunne klare det her mere, at det var løbet fuldstændig af med mig. Min kone ville ikke hjælpe mig op. Hun orkede ikke, skred, og der gik det op for mig, hvor meget jeg elskede hende. Jeg fik et nervesammenbrud, også tog jeg afsted.«
På hjemmet på Falster lige på den anden side af Farøbroerne mødte Jacob Haugaard med egne ord en komplet samling tosser.
»Der var én, der var så fordrukken, at han ikke kunne rette fingrene ud på grund af nervebetændelse. Og der var en kvinde, der stadig havde et mærke på halsen efter rebet, hun havde forsøgt at hænge sig i. Jeg tænkte, at det var helt galt, men jeg blev, fordi jeg var slået hjem. Det her var min chance for at blive ædru og få min familie tilbage.«

»Jeg misbrugte alt og alle«

I løbet af de fem uger, han var på behandlingshjemmet, gik det op for entertaineren, hvilket frygteligt menneske han havde været gennem flere årtier.
»Jeg havde ikke kun misbrugt alkohol og hash. Jeg havde misbrugt min familie og mine venner. Når jeg var fuld, kunne jeg blive noget så vred og ondskabsfuld,« fortæller Jacob Haugaard, der dengang var så stor en belastning for sine omgivelser, at når folk så ham, så slog de ham ned.
»Jeg er nok den mest gennembankede mand i Danmark. Kraniebrud, dobbelt kæbebrud – alle knogler har nærmest været brækket,« fortæller Haugaard, der i sine branderter også smadrede 12 biler og 4 motorcykler.
»Jeg har aldrig selv slået nogen eller anmeldt nogen for vold. Jeg vidste jo, at de var i deres gode ret til det, de gjorde ved mig. Hold kæft, jeg var træls.«
Det lærte han under den fem uger lange Minnesota-kur, og han lærte at genopbygge sit liv uden alkohol. Efter opholdet rejste han til sit sommerhus i Nordjylland, hvor han var i to måneder.
Han anede ikke, hvor han ellers skulle hen. De steder, han kendte, var indgangsbilletten en stribe øl eller hash, så han blev ædru eneboer. Og selv da hele Danmark festede efter fodboldlandsholdets EM-triumf, holdt han sig på måtten.
Da han vendte hjem fra sommerhuset, var familien flyttet tilbage, og Jacob Haugaard og Ilse Wilmot har i dag været sammen i 34 år. Efter et år uden for showbiz vendte Haugaard tilbage til den verden, der havde drevet ham til vanvid, men han holdt sig ædru.
I år har han fejret sølvbryllup med Grøn Koncert, og det er ligeledes en tradition, at han er konferencier på Skanderborg Festival. Begge steder er hovedsponsoren en ølproducent, men det bekymrer ham ikke:»Jeg tænker aldrig over øl, men jeg elsker at tale om den tid. Det er min kur, og det holder mig ædru.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1