Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Raket-Madsens vilde drøm: – Jeg vil gerne lave en happening af gigantiske dimensioner

Artiklen blev oprindeligt bragt d. 11/12-2014 under overskriften “Peter vil skyde sig selv ud i rummet: »Det er jo også farligt, når min hustru går fuld hjem fra byen.«”

Peter Madsen vil bygge en raket, skyde sig selv ud i verdensrummet og lande sikkert på Jorden igen. Det er ikke bare en tanke, han går og pusler med. Han har arbejdet målrettet hele sit liv på at bygge en rumraket, der kan tage ham til nye højder.

»Selvfølgelig skal jeg flyve ud i rummet,« siger han uden at fortrække en mine.

Men verdensrummet er ikke målet i sig selv, forklarer han. Det er måden at leve livet på, det handler om, og der er for ham ingen grænser for, hvad man kan. Han vil dø af grin – ikke af kedsomhed – og hvis man vil ud i rummet, skal man gøre det.

»Det tager et kvarter, så er jeg nede igen,« siger Raket-Madsen, der foreløbig har brugt flere årtier på at nå til det kvarter.

Ubåd før rummet

I de seneste 10 år har han uden skelen til hverken arbejde eller fritid været i sit rumlaboratorium i selskab med katten Fessor, en kolossal drejebænk, han har opkaldt efter det tyske slagskib ‘Tirpitz’, og den lidt mere feminine og mindre drejemaskine ‘Madame Yvette’. Han er ekstremt løsningsorienteret og har været chef for Copenhagen Suborbitals, hvor 50 ingeniører og teknikere arbejdede ulønnet i seks år.

I dag er han i Raket-Madsens Rumlaboratorium med en støttegruppe på 120 medlemmer, der både bidrager økonomisk og med arbejdskraft. Det er her, på Amager, han først byggede ubåde som prøveballoner for rejsen med raketfart 100 kilometer ud gennem Kármán-linjen, der definerer grænsen mellem Jorden og universet.

Siden byggede han sammen med folkene i raketforeningen Copenhagen Suborbitals de raketter, han har forsøgt at sende op fra en platform i det internationale farvand og luftrum ved Bornholm. Første gang var en kikser, andet forsøg var en succes. Her blev en menneskeattrap sendt sikkert op fra Jorden, og den kom sikkert ned igen.

43-årige Peter Madsen vil ikke sætte en dato på, hvornår han kommer ud i rummet, men det ærgrer ham, at det er ham, der skal gøre det:

»Hvorfor er det altid en hvid mand, der skal ud i rummet? Hvorfor kan det ikke være en kvinde, der skal op i den raket,« spørger han og giver selv svaret: »Det er, fordi der groft sagt ikke er nogen kvinder, der vil.«

Vilde og dødbringende idéer

Lige nu ligger rumraketten stille, og han er i gang med at teste et kamera på en modelflyver, han bygger en iskanon til arkitekten Bjarke Ingels, og han er en vægtig del i et australsk projekt, hvor han skal levere en raketmotor, der kan drive en ni tons tung bil op i en fart på 1.800 kilometer i timen.

Hans idéer er ofte vilde eller dødsensfarlige, men den underliggende matematik, der gør, at ubåde kan dykke, og raketter kan lette fra jorden, har han fuldstændig styr på, og ingen af hans projekter har kostet tæer eller fingre. Hans værste skade er en svejseforbrænding. Sikkerheden er ekstremt vigtig for ham. Især andres sikkerhed.

»Det må aldrig gå ud over mennesker, der ikke deltager i projektet. Selvfølgelig må der heller ikke ske mig noget, men jeg er jo gået frivilligt ind i mine projekter.«

Selvom Peter Madsen ikke taler om frygt eller livsfare, indrømmer han, at der var en oplevelse, der satte sig i ham:

»Da jeg skulle lave det første dyk, var jeg så fokuseret på at gøre alt rigtigt, at jeg ikke tænkte over de farer, der var. Det var først den efterfølgende nat, hvor jeg lå i min seng og tænkte over det. Men altså, det er jo bare at komme videre,« fortæller Peter Madsen, der ikke ser megen fare forbundet med at flyve ud i rummet:

»Det er jo også farligt, når min hustru går fuld hjem fra byen. Tænk på alle de farer, man bliver udsat for der – biler, cyklister og alle de andre fulde mennesker.«

MADSENS UNGDOM

Peter Madsen havde en vild ungdom fyldt med ekstreme eksperimenter med krudt og brændstoffer. Han jagtede fl ydende brændstof, købte raketbrændstof af Tivolis fyrværkerimagere og eksperimenterede i en beboelsesejendom i Vanløse. På et tidspunkt stod der ild ud af lommen på ham, da han sad i bussen, fordi noget brændstof antændte. Han havde sine første raketopsendelser over Høng, hvorefter raketter begyndte at regne ned over byen.

Økonomisk død

Det var med ubådene, han krydsede grænsen til at kunne leve af sit arbejde.

»Jeg fik et produkt, jeg kunne sælge. Ikke som en masseproduceret knallert, men jeg fik en historie om ubåden, jeg kunne rejse rundt og fortælle om, og det var der gode penge i.«

Indtil da havde han levet på en sten og af godgørende bidrag fra hans tilhængere. Den ene af ubådene blev også hans fallit.

»Jeg fik i 2004 25.000 kroner til at bygge en ubåd færdig inden for tre måneder. Den blev ikke som aftalt, og jeg tilbød at betale pengene tilbage, men det ville køberen ikke acceptere, så vi endte i retten,« fortæller Peter Madsen, der tabte retssagen i 2008. Dommen lød på, at han skulle betale sin økonomiske partner knap 800.000 kroner.

»Den dag døde jeg økonomisk. Jeg vil ikke betale ham 800.000 kroner for at have givet mig 25.000, som jeg ovenikøbet tilbød at betale tilbage. Fra den dag må jeg aldrig igen eje så meget som en bøjet femøre. Alt af værdi skal ifølge dommen afleveres til min tidligere partner.«

Det betyder, at de penge, Peter Madsen hver måned modtager fra bidragydere, går ind i selskabet Peter Madsens Rumlaboratorium ApS, hvor de ifølge ham kan få lov til at være i fred. Han bor næsten gratis på en husbåd med sin hustru Sirid, der laver dokumentarfilm i krigshærgede områder.

Hans yndlingstøj er en af hans otte grågrønne kedeldragter, og det hele flyder ud i en masse, der groft sagt altid handler om ubåde, luftballoner og raketter. Det er Raket-Madsens liv:

»Jeg begriber ikke, at almindelige mennesker kan finde tilfredstillelse i et almindeligt arbejde, men selvfølgelig anerkender jeg, at de gør det, og jeg elsker, at mennesker er så forskellige. Jeg kan bare ikke fungere i et almindeligt job,« siger Peter Madsen.

En gigantisk happening

Når han om nogle år kan kalde sig verdens vildeste kanonkonge, har han ikke tænkt sig at gå på pension af den grund, for hans drømme stopper ikke med universet.

»Jeg håber, at jeg på sigt får en kriminel løbebane. Ikke at jeg vil røve en bank. Nej, for satan, det må ikke gå ud over nogen,« siger han og forklarer, hvad han så vil gøre. »Jeg vil gerne i al hemmelighed bygge en kæmpestor brintballon og flyve ind over København i den, mens et hav af politibiler jagter mig nede på jorden. Ballonen vil jeg lande mellem de to spir på Roskilde Domkirke, mens politiet står klar til at fange mig. Jeg ved ikke, om det bliver lige præcis det, jeg kommer til at gøre, men jeg vil gerne lave en happening af gigantiske dimensioner,« siger han og smiler.

Alle fotos er lånt fra biografi en ‘Raket-Madsen’ skrevet af Thomas Djursing.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes